Den sidste henrettelse på Langeland
Den sidste henrettelse på Langeland
På Langeland mellem Rudkøbing og Spodsbjerg, ved Spodsbjergvej 211, står der en mindesten med indskriften: ”Her på Skrøbelev Hede Laa Langelands Herreders Ting- og Rettersted. Sidste Tingdag 6.11.1784. Sidste Henrettelse 1834. Rejst af Langelands Hjemstavnsforening og Skrøbelev Sogneråd 1946”
I 1833-34 udspillede der sig et rendyrket menage-a-troi i Simmerbølle på Langeland med alt hvad dertil hører. Historien byder på ægteskab, elskerinde, mordforsøg (hele tre styk), indsættelse i tugthus og halshugning, hvor legemet bliver sat på hjul og stejle.
Niels Larsen Pedersen – også kaldet Niels Arent, blev som barn sat i pleje på Bjerrebygård i Tullebølle hos Arent Olsen. Her arbejdede han som avlskarl og var et respekteret medlem af samfundet, han drak ikke og arbejdede hårdt, men var noget af en skørtejæger.
Dorthe Helene Larsdatter var datter af Lars Rasmussen på Eskebækgård i Simmerbølle og tjente også på Bjerrebygård. Niels og Dorthe blev gift d. 19. oktober 1833 og kort efter fik de datteren Marie Kirstine. Hun blev født d. 12. november, så hun var ganske givet grunden til ægteskabet. Dorthe Helene boede hos sine forældre på Eskebækgård
Ellen Cathrine Jørgensdatter arbejdede også på Bjerrebygård. Hun blev også gravid med Niels Arent og fødte en datter d. 6. maj 1834, som fik navnet Jørgine Cathrine.
Niels Arent fortrød imidlertid ægteskabet med Dorthe, fordi han hellere ville have Ellen. Niels og Ellen besluttede derfor at slå Dorthe ihjel. Det skete ved hele tre mordforsøg.
Juleaftensdag 1833 bød Niels Arent sin kone et stykke smørrebrød, som han havde spist halvdelen af. Den anden halvdel havde han ubemærket drysset over med rottegift. Først ville hun ikke have det, men efter lidt overtalelse spiste hun det – hun syntes dog det smagte sandet. Niels Arent blev hos hende et stykke tid, hvorefter han sagde kærligt farvel og forlod hende.
Lidt efter fik hun stærke mavesmerter og kastede op hele natten, men overlevede.
Da dette mordforsøg slog fejl forsøgte han en endnu en gang d. 27. december. Her kom han på besøg på gården og Dorthe bød ham en kop kaffe som stod ved ildstedet. Han drak kun lidt af kaffen og bad Dorthe om at drikke resten, som han havde kommet rottegift i. Hun drak ikke kaffen, men næste morgen varmede hun den op og gav den til sin gamle syge moder. En time efter var det moderen der fik slemme mavesmerter og kastede op i 24 timer.
Det viste sig senere, at Niels Arent flere gange før mordforsøgene, havde spurgt forskellige om, hvor meget rottegift der skal til at dræbe et menneske. Man fandt også rottegift i hans kammer under efterforskningen
Da dette mordforsøg også slog fejl, måtte Niels Arent tage mere drastiske metoder i brug. Den 2. januar kl. 1 om natten gik han fra Bjerrebygård, hvor han arbejdede til Eskebækgård – en tur på godt to kilometer – med et gevær ladt med rævehagl. Da han kendte svigerfaderens gård godt efter utallige besøg, tog han haspen af bryggersdøren og gik ind i køkkenet, hvorfra der var en dør til dagligstuen. Her lå konen og sov med deres 9 uger gamle barn. Han tog noget tørv, som lå ved døren og kastede det mod hende for at få bedre sigte og sikkert også for ikke at dræbe deres fælles barn som lå sammen med hende. Hun vågnede og da hun troede at væggen var ved at falde ned, trykkede hun sit barn tæt ind til sig, da hun ville stige ud af sengen. I det sekund hun sad på kanten af sengen trykkede Niels Arent på aftrækkeren og flygtede. Barnet kom ikke noget til, men Dorthe blev ramt i låret og overlevede altså også denne gang.
Niels Arent tilstod forbrydelsen og Ellen Cathrine Jørgensen tilstod at have været vidende om hans forsøg med rottegift og at hun selv havde forsøgt at skaffe ham giften.
Den 26. marts 1834 blev Niels Arent dømt til at miste sin hals og hans legeme skulle lægges på hjul og stejle. Da dagen for henrettelsen oprandt, kom Niels kørende i en stiv vogn, siddende på sin egen ligkiste. Der var mødt en masse mennesker op for at overvære henrettelsen heriblandt en del børn, hvor flere sad på fædrenes skuldre. Folk klatrede op i træerne for at kunne se bedre og vogne blev sat op yderst i kredsen som hurtigt blev fyldt
Der var oven i købet et musikkorps der spillede sørgemusik. Det var jo en sørgelig begivenhed. Det forlyder dog, at da de kommer med Niels Arent slog de om, og spillede ”Her kommer Jens med fanen”
Niels Arent var ganske rolig og lagde stille sit hoved på blokken. Bødlen huggede én gang og Niels Arents hoved faldt. Da det dengang var kutyme at løfte hovedet op til skræk og advarsel, løftede bødlens medhjælper det op ved håret. Synet var for stærkt for mange og rundt omkring besvimede folk og andre faldt ned fra træerne
Det har (endnu) ikke været muligt at finde den præcise dato for hans henrettelse, men da han sad i Rudkøbing arrest til og med 23. oktober 1834, må man gå ud fra, at henrettelsen er sket på den dag. Flere steder er der skrevet, at det var i april 1834, men det kan altså ikke passe. Desuden godkendte Kongen henrettelsen d. 24. september, hvorefter der blev afsendt ordre til besidderen af grevskabet Langeland d. 1. oktober 1834
Niels Arent blev begravet på Skrøbelev Kirkegårds ringeagtede hjørne. Kisten blev båret over hegnet, da den ikke måtte komme igennem porten til kirkegården på grund af henrettelsen. Han er siden blevet set vandre hvileløst rundt på kirkegården uden hoved. Han findes dog ikke i Skrøbelev kirkebog
26. marts 1834 bliver Ellen Cathrine Jørgensdatter dømt til otte år i Odense Tugthus. Hun bliver løsladt d. 26 oktober 1842 og blev i mange år herefter kaldt Ellen Tugthus. Hun tog tilbage til Langeland og bosatte sig i Løkkeby i Tullebølle Sogn, sammen med datteren Jørgine og arbejdede som væverske. Hun blev ikke gift igen. Ellen døde som 83årig d. 14. maj 1892 i Løkkeby. Der er uenighed om, hvor mange år hun fik i tugthuset – nogen siger 20, andre livstid, men i Højesterets domprotokol står der hun fik otte år.
Den dag i dag findes der stadig efterkommere efter Niels Arent og Ellen Tugthus
Dorthe Helene Larsdatter, som overlevede samtlige mordforsøg, giftede sig senere med Peder Rasmussen Hansen d. 23. september 1843. Det tog hende ti år at blive gift igen – denne gang med en tjenestekarl hos sin far på Eskebækgård, som hun var blevet boende på efter hendes første mands henrettelse. Han var 11 år yngre end hende og de fik en datter to måneder efter de blev gift. Men de blev sammen og Dorthe levede til hun blev 74. Der blev – så vidt vides – ikke begået flere mordforsøg mod hende.