Min morfars søulykke i Pinsen i 1935
I Pinsen 1935 drog min morfar, konditor Armand Hansen, og fem af hans venner, bogholder Hjalmar Kreutzfeldt, ingeniørkaptajn Gunnar Fürstnow, cigarhandler H. Anker Nielsen, repræsentant Axel M. Nielsen og skræddermester Johan Julius Ohgrøn ud på deres årlige sejltur på Østersøen til Ven.
Selvom Meteorologisk Institut havde varslet om haglbyger, torden og heftige vindstød var det ikke noget, som kunne holde dem tilbage.
Omkring kl. 15 d. 8. juni stævnede de seks venner ud af Skudehavnen på Kreutzfeldts båd Capri, som var en fem tons kutter med både motor og sejl. Båden var en gammel norsk lodsbåd og havde flere gange taget turen mellem Norge og Danmark. Den vejede 5 tons og skulle sagtens kunne klare en tur i det farvand. Min morfar havde været ude med båden et par gange før og glædede sig til turen. Alle glædede sig til den lille ferie på Ven. De var alle medlemmer af sejlklubben Frem og var trænede sejlsportsfolk. Flere var også trænede svømmere. Da de stævner ud, var vejret roligt.
Der blæste en frisk vind, men ingen regn og altså ikke noget de seks herrer ikke kunne klare. Da de var et stykke fra land, talte min morfar med Kreutzfeldt om et uvejr, de kunne se inde over Sjælland.
De mente dog ikke det ville berøre dem, og regnede ikke med, at de var i fare i det lille farvand. De satte kursen direkte mod Vens sydspids. Capris ejer, Hjalmar Kreutzfeldt, stod ved roret og de fem andre passede sejlene. Efter en times tid løjede vinden af og de diskuterede om de skulle sætte motoren i gang. De besluttede dog at sætte klyveren, som er et trekantet forsejl. Da det begyndte at se ud som, det ville begynde at regne havde de alle taget regnfrakkr på. ”Nu kommer bygen alligevel” sagde Kreutzfeldt. Min morfar stod lige foran ham og de øvrige var beskæftiget med sejlene og andre steder på dækket. Kreutzfeldt havde ikke give nogen ordre, men de seks kammerater var så godt sammensejlede, at alle vidste hvad de skulle gøre i enhver given situation, da de havde sejlet sammen igennem mange år.
Da de var ca. fire sømil (godt syv kilometer) fra Ven, opstod der pludseligt og uventet et meget voldsomt uvejr. På det tidspunkt havde de ikke meget sejl oppe, men pludselig rev en kastevind fat i storsejlet og der var ikke tid til at redde noget som helst. Efter min morfar var blevet slynget af båden, så han, at Kreutzfeldt havde fået fat i bommen. Har var på det tidspunkt ikke klar over situationens alvor og var lige ved at sige en vittighed. Men i det samme kom en bølge og skyllede Kreutzfeldt bort. Båden rejste sig, med næsen i vejret og alle rutsjede ned i vandet.
Min morfar så de andre i vandet efter båden var gået ned og hørte Ohgrøn råbe om hjælp. Han var den dårligste svømmer. Min morfar skulle først have sin regnfrakke af, før han kunne hjælpe nogen. Han hørte også Fürstnow råbe, at han først skulle have sine søstøvler af. Min morfar så et kort øjeblik Anker Nielsen, men han forsvandt hurtigt igen.
På 15 sekunder sank kutteren og derved var ikke nogen mulighed for at få fat på et redningsbælte. Der var høj søgang og alle havde nok i at redde sig selv. Min morfar sprang så langt ud i vandet som muligt og svømmede væk fra den synkende båd, så han ikke ville blive trukket med ned.
Han prøvede at følge de andre, men det var helt umuligt på grund af vejret. Bølgerne var meget høje og han måtte hele tiden vende ryggen mod bølgerne for ikke at få munden fuld af vand. Heldigvis var han viking, så det kølige vand havde ingen virkning på ham. Efter en times tid troede han, han var helt alene. Som han sagde: ”Det var den ejendommeligste fornemmelse under den uhyggelige begivenhed. Jeg lå ganske alene og svømmede midt på sundet uden særlige muligheder for at nå land, men med langt større mulighed for, at mine kræfter skulle slippe op og jeg ville gå til bunds. Der var en ganske svag mulighed, og det var at et skib skulle komme forbi, men efterhånden som tiden gik, voksede muligheden for, at det skib, der skulle komme forbi, ikke ville finde mig i live. Men håbet var der dog, og det holdt mig oppe.”
Efter halvanden time dukkede den store lystkutter ’Vito’ op med Direktør H.H. Schou ombord og min morfar råbte om hjælp af alle kræfter, men lyden druknede i larmen omkring ham og ’Vito’ styrede forbi.
Han råbte en gang til og denne gang blev råbet hørt, ikke af ’Vito’, men af Hjalmar Kreutzfeldt, der – uden min morfar vidste det – havde befundet sig i nærheden. Han var et stykke længere fremme og tættere på ’Vito’. Kreutzfeldt råbte om hjælp af sine lungers fulde kraft og det hjalp. De var reddet.
Direktør H.H. Schou, som var det eneste vidne til katastrofen, udtalte: ”Jeg så bygen komme og var straks klar over, at den ville blive hård. Den ramte først Capri og jeg blev forfærdet over at se, hvor voldsomme dens virkninger var. Capri lagde sig næsten fladt på vandet. Jeg så den derefter rejse sig et øjeblik, for atter at krænge voldsomt over og gå ned. Ved den voldsomme krængning, kommer roret til at ligge næsten vandret og det mister styreevnen. I den fortvivlede stilling har båden naturligvis taget masser af vand ind. Ved vandets vægt indenbords er båden presset op, men derved har de voldsomme vindstød fået nyt direkte virkefelt på sejlet, har atter kastet båden over på siden, vandet indenbords er fulgt med og så er katastrofen uafvendelig. Vind og vand trykker båden ned”
Da de kommer ombord på ’Vito’ får de noget at styrke sig på og lidt varmt tøj på. ’Vito’ sejlede et par gange hen over det sted, hvor de mente ulykken var sket, men der var intet spor af hverken båden eller de fire andre. Direktør Schou tilbød at sejle min morfar og Kreutzfeld til København, men de mente ikke det var nødvendigt. I stedet blev de sejlet ind til Kirkebakken på Ven, hvor herredsfogeden sørgede for dem ”på en glimrende og elskværdig måde”. Derefter gik turen i hestevogn over på den anden side af øen, hvorfra båden til ’Saltholm’ afgik mod København. Det var en kold tur i åben vogn med vådt tøj. På det tidspunkt regnede de ikke med, at der var flere overlevende og at de havde mistet deres fire venner. Som min morfar udtalte: ”Den eneste trøst i den sorg må så være, at de alle var ugifte, og at vi alle var klar over den risiko, vi var udsat for”.
De to overlevende – Min morfar (til venstre) og Hjalmar Kreutzfeld ved forhøret i Politivagten i Havnegade d. 8. juni 1935
Da de ankom til København, henvendte min morfar sig straks til politiet i Havnegade, hvor han aflagde en udførlig rapport og opgav navnene på de savnede, så de pårørende kunne blive underrettet. Politiet forberedte en eftersøgning, men den kunne først komme i gang næste morgen, da det var omsonst at søge efter dem om natten. Man prøvede at få kontakt til Ven, for at høre om der var nogen af de savnede, som kunne være taget op af andre både og sat på Ven, men det var helt umuligt, da alle telefoner på Ven var lukket efter klokken 21 og telegrafen gav heller ikke noget resultat.
Efter forliset blev der sat en efterforskning i gang af kriminalpolitiet, ledet af kriminalassistent Frost og hans medarbejdere. Både Kreutzfeld og min morfar var af den overbevisning, at båden var blevet slynget rundt af en skypumpe, men Direktør H.H. Schou og hans bror P.E. Schou, som kom Capri til undsætning, kunne ikke huske at have set en sådan.
Både min morfar og Kreutzfeldt sagde, at det var noget af et mirakel at to personer var blevet reddet fra den frygtelige ulykke og var dybt rystede over at have mistet deres fire kammerater, som de havde kendt igennem mange år. Min morfar kom sig i hvert fald aldrig rigtig over det. Håbet om at finde de sidste fire i live var opgivet, men der blev alligevel sendt eftersøgningsfartøjer afsted og de døde blev eftersøgt gennem Politiets blad, Politiefterretninger. Efterforskningen blev afsluttet og kriminalpolitiet så på den triste sag, som en hændelig ulykke, hvor der ikke kunne rejses ansvar for nogen.
De overlevende:
Armand Hansen (min morfar) – gift med to børn. Født 31. august 1898 (37 år). Blågårdsgade 16A. Min mor (som var fire år på det tidspunkt) har fortalt, at det vrimlede med journalister i Konditorforretningen på Blågårdsgade 16A i pinsedagene
Bogholder Hjalmar Peter Vilhelm Kreutzfeldt født 19. januar 1889 i København – Blegdamsvej 72 B. (46 år) Bor i 1930 sammen med sin mor og søster. Det ser ud til han hverken er gift eller har børn
De omkomne:
Gunnar Fürstnow – Født 9. januar 1893 – Formand for Dansk Svømme Union 1922-1923. Formand for Vikingernens Svømmeklub. I 1930 bor han i Løjtnantbygningen på Ingeniørkasernen på Ryvangs Alle. (42 år) Der meldes intet om kone eller børn. Fundet i nærheden af Landskrona havn d. 9. juli. Liget var stærkt opløst og blev identificeret af nogle venner, som var rejst til Landskrona. Det kan have været min morfar og Hjalmar Kreutzfeld. Jeg mener at have hørt det fra min mor. Jeg hørte aldrig noget om ulykken fra min morfar.
Skræddermester Johan Julius Ohgrøn – født 29-12-1890 fundet druknet Nordvest for Ven 12. juli i Øresund (44 år) (født 29-12-1890) haves, så vidt vides, ingen børn – Gothersgade 16.
Cigarhandler Hans Anker Nielsen – Holbergsgade 7 – Født 5. juni 1886. Bor i 1930 sammen med sin mor. Fundet drivende i vandet syd for Ven d. 17. juli 1935 (49 år)
Repræsentant Axel Morten Christian Nielsen – Tirsbæksvej 17, Vanløse. Født 15. december 1890. Fundet druknet mellem Helsingør og Ven d. 10. juli 1935. Bor i 1930 sammen med sin søster. Der meldes intet om kone og børn. Indførslen i kirkebogen siger han er ugift ved død.
Han blev fundet natten mellem den 11. og 12. juli 1935 trekvart sømil nordvest for Ven (45 år)